Kønsroller hos ulve

14/10-2015

Ulve har stærke familiebånd. De holder sammen og samarbejder effektivt under jagten. Ungerne passes og beskyttes på bedste vis, og de ’opdrages’ udelukkende ved, at forældrene fungerer som rollemodeller.

Af psykolog og hundepsykolog Anders Hallgren

Som forfader og fætter til vores hunde er ulven altid lige interessant. Det betyder ikke, at de er helt ens som arter – tværtimod – der er store forskelle på dem. Men hvad de har tilfælles er til gengæld fascinerende – en vild og en domesticeret art med samme oprindelse.

Ud over ligheder og forskelle er der noget specielt og lokkende ved at lære den art, som hunden stammer fra, at kende – det er som at kigge nærmere på stilken til en smuk blomst.

Hannen blev fremhævet

Det er ikke særlig længe siden, at man kunne høre, at hunulvens vigtigste opgave var at tage sig af ungerne. Bortset fra det var hun ikke særlig vigtig i ulvenes verden.

Hanulven blev til gengæld anset for at være forudsætningen for, at flokken ville klare sig og overleve. Det var ham, der gik først og ledede flokken. Det var ham, som var den strenge opdrager (i en tysk bog pointeres dette kraftigt). Det var ham, som beskyttede sin flok med sit mod, sin kraft og sin styrke.
Det var dengang, hvor de fleste instruktører og hundetrænere var mænd.

Det var også dengang, der blev lavet mange undersøgelser af ulve i fangenskab.
Det har nu vist sig, at vilde dyr og dyr i fangenskab ikke kan sammenlignes, når det gælder adfærd og relationer.

Forskningen går fremad

Vores viden om vilde ulve bliver stadig større. Der er ovenikøbet interessante iagttagelser fra de svenske og norske ulve.

I Californiens store nationalpark Yellowstone indførte man ulve i 1990’erne og fulgte deres udvikling. Man har også undersøgt, hvilke virkninger ulvene har haft på økosystemet – det vil sige på samspillet mellem dyr, planter og miljø.

Ulvene har stærke familiebånd. De holder sammen og samarbejder effektivt under jagten. Ungerne passes og beskyttes på bedste vis. De ’opdrages’ ikke på anden måde, end at forældrene fungerer som rollemodeller, som de efterligner.

Forældredyrene er monogame, og hvis en af dem skulle dø, er det ikke sikkert, at den overlevende vil finde sig en ny mage.

Vigtige for økosystemet

For både floraen og det øvrige dyreliv er der kun fordele ved ulvens tilstedeværelse. Man taler om ’kaskadeeffektenʼ – det vil sige om, hvordan en dyreart påvirker en anden, som igen påvirker en tredje, som igen påvirker … og så videre.

Wapitihjorten er den primære fødekilde for ulvene i Yellowstone. Der var så mange af dem, før ulven blev genindført, at vegetationen flere steder var truet. Det betød, at der var for få planter til insekterne, hvilket igen betød, at en del af de fugle, som var afhængige af insekter, havde svært ved at overleve.

Alt det ændrede ulvene, som skabte et økosystem i balance. Der blev færre hjorte, flere planter, flere insekter og flere fugle.

Forskerne har observeret, at ulve og andre rovdyr er vigtige og nødvendige. Eller som indianerne i Canada og Alaska siger det i en talemåde: ”Ulven gør rensdyrene sunde”.

Kønsroller

I en ulveflok gør alle næsten alt. Alle jager. Alle bærer mad hjem til de ventende hvalpe. Alle værner om og beskytter gruppen. Alligevel har man fundet ud af, at der er en vis fordeling af opgaverne. Ikke som man troede tidligere (og nogle stadig tror), nemlig at hanulven er den vigtigste for flokken. Nej, det ser ud til, at hunulven har opgaver, som flokken ikke kan undvære.

I takt med at studierne af vilde ulve udvikler sig, kommer der flere interessante informationer frem. Der er et fint samarbejde og ’demokrati’ mellem alle i flokken. Det er nok den vigtigste grund til, at de er så effektive og succesfulde dyr.

Iagttagelser bekræfter også, at forældreparret ikke tvinger de andre med sig. Ulveekspert David Mech fortæller i sin bog ’The Wolf’ fra 1970 om en ulveflok, som ville gå ud på isen på en sø. Forældredyrene gik ud på isen, men de unge dyr blev ved bredden og ville ikke gå med. Efter forgæves at have forsøgt at lokke deres afkom med ud et par gange gav forældrene op og fulgte i stedet med den vej, som ungerne ville gå.

Hanulven

I de fleste flokke er det normalt, at den ældste han leder gruppen til forskellige jagtpladser. Det betyder ikke, at han altid går forrest, for der findes mange energiske ungdyr, som også gerne fører an. Men han og moren er jo dem, som ved, hvor flokken er på vej hen.

Ofte er det også hannen – faren – som er den første til at forsvare de andre, hvis de bliver truet af et stort rovdyr som en bjørn eller en puma.

Hunulven

Meget afhænger tilsyneladende af hunulven. Ifølge iagttagelser fra Yellowstone National Park er det normalt en hun, som opretter et territorium, efter hun i en alder af cirka halvandet år har forladt sin familie. Derefter venter hun på en strejfende han, som hun finder passende. Ikke alle ulve, der mødes, bliver par. Der skal tilsyneladende også kærlighed til.

I territoriet er det også hunnen, der finder det bedste sted at føde hvalpene – ofte i en hule i en sandbakke, som hun selv graver ud, men nogle gange finder hun noget enklere.

Her har hun en afgørende og vigtig rolle. Hun skal vælge et sted, som er sikkert for andre rovdyr. Det må ikke være i nærheden af en bjørnehule, en ørnerede eller et sted, hvor der bor en puma.

Hulen skal ligge et sted, hvor regnvand eller smeltevand ikke kan løbe ind og drukne hvalpene, og indgangen skal være så smal og lav, at større dyr ikke kan komme ind.

Hvalpene

Hvalpene overlever de første to-tre uger ved at hænge på moren. Hun skal være sund og give dem al den pleje, de har brug for til at overleve og vokse.

Skulle hun dø, er der en mulighed for, at en af de andre kønsmodne hunner – hvis der er nogen – kan overtage hendes rolle. Det kan lade sig gøre takket være fænomenet ’falsk drægtighed’. Kønsmodne hunner, som ikke har parret sig, opfører sig, som om de var drægtige ved at begynde at producere hormonet progesteron. De får mælk i dievorterne i slutningen af perioden.

Det er måske en af naturens måder at sikre hvalpenes overlevelse på.

Hunnen er tilsyneladende også den, der tager flest initiativer under jagten, når det gælder om at vælge byttedyr og indlede angrebet – også selvom samarbejdet er yderst udviklet med øjenkontakt og angreb på skift.

Hannen virker ikke nær så interesseret i byttet som hunnen. Han følger snarere med på hendes initiativ.

Nyt billede af kønsrollerne

Der er unægtelig vokset et nyt billede af ulvenes kønsroller frem, hvor hun fremstår som den vigtigste part og som den, der tager de fleste initiativer.

Kønsrollerne kan variere en del mellem forskellige flokke og inden for den enkelte flok. Det afhænger blandt andet af, hvem der tolker de forskellige observationer, mænd eller kvinder.

Uanset hvad er det tankevækkende, at viden på den måde er forgængelig, og at der altid er mere at lære.

Læs også artiklen ’Din rolle som rollemodel’

Læs flere artikler af Anders Hallgren