Din rolle som rollemodel

07/07-2015

Du er rollemodel for din hund. Hunden efterligner dig på samme måde, som den efterligner sin mor, sine søskende og senere også andre hunde. Så hvis du selv er venlig og rar, får du også en venlig og rar hund.

Af psykolog og hundepsykolog Anders Hallgren

Når det gælder vores forhold til hunden har vi hørt om vores rolle som hundeejere, vores rolle som ledere og vores forældrerolle. De fleste af os har også forsøgt at leve op til at være en god hundeejer, en god leder og velfungerende ’forældre’.

I de seneste år er det med lederrollen blevet underkendt, og det virker, som om vores rolle som ’forældre’ ifølge moderne adfærdsvidenskab er mere korrekt. Men der findes endnu en rolle, som er vigtig: rollemodellen.

Påvirkning fra moren

Vi har længe været klar over, at hvalpe efterligner deres mor. Faren er som regel ikke til stede, men hvis han var der i hvalpenes tidlige opvækst, ville de også efterligne ham. Som det er nu, taler man kun om påvirkningen fra moren, og den vurderes til at være årsagen til rundt regnet 30 procent af hvalpenes adfærd. Der er altså tale om en ganske omfattende påvirkning.

Vi ved også, at hunde har evnen til at lære af hinanden, når det gælder forskellige former for adfærd. For eksempel bruger man ældre og veltrænede hyrdehunde, når man skal lære yngre hunde at arbejde med får og køer. Nogle jægere gør det samme, når de skal lære unge hunde, hvordan man opfører sig under jagten.

Indlæring ved kopiering

Tidligere mente man, at voksne hunde – til forskel fra hvalpe – ikke kan efterligne og lære sig nyt ved at se, hvordan andre hunde eller mennesker gør. Men den ungarske etolog Ádám Miklósi har vist, at hunde kan iagttage, hvad en anden hund eller person gør, og derefter udføre en lignende adfærd.

For eksempel kan en hund iagttage, hvordan en anden hund løser et problem med at få en godbid ud af en lukket kasse, og derefter selv løse opgaven. Den anden hund har således gjort det lettere for hunden at løse problemet.

Ulve og hunde

Ulve er tilsyneladende ikke i stand til at lære sig at løse detaljerede opgaver på samme måde, så det ser ud til at være en unik egenskab for hunde. Årsagen er sikkert, at de, lige siden de kom til os mennesker, er blevet avlet til at samarbejde med os.

Vi ved imidlertid, at forældrene i en ulvefamilie lærer deres unger meget ved at være rollemodeller – ikke alene om jagt og overlevelse, men også om, hvordan man skal fungere socialt.

De gør det ikke ved at opdrage deres unger, som mange tror. De går ikke ind og forbyder, korrigerer og kontrollerer. Det er kun mennesker, der gør det med deres børn, og den, som hævder, at tæven opdrager sine hvalpe ved at knurre, nappe og dominere, tager fejl og menneskeliggør hundene.

Mor er som sin mor

De hundemødre, der ikke er blevet kærligt og nænsomt passet af deres egne mødre, er imidlertid ikke så gode mødre. En tæve, der er syg og derfor irriteret på sine hvalpe, påvirker dem, så de kan blive følelsesmæssigt forstyrrede, og når de får hvalpe, kan de være lunefulde over for dem.

Det samme sker med stor sandsynlighed i familier, hvor hundeejerne er krævende, hårde og dominerende over for deres tæver ved at bruge straf og skældud og være autoritære. De tæver risikerer at være lige sådan mod deres hvalpe, som de er blevet behandlet af deres ejere.

Hundemødre er normalt så søde og tolerante over for deres hvalpe, at det nærmer sig det tossegode.

Hvordan tror du, det ville se ud, hvis de dominerede, irettesatte, styrede og knurrede af hvalpene? Det ville føre til passive hvalpe, som var bange for at få skældud, som havde lavt selvværd, og som – hvis de var vilde – ikke ville være gode til for eksempel at jage. De ville ikke turde være med til at angribe større byttedyr, og de ville fungere så dårligt, at chancerne for at overleve ville falde for hele flokken.

Perfekte som rollemodeller

Ulveforældrene er snarere rollemodeller, og hvalpene efterligner dem. Så som mor og far opfører sig over for hinanden og over for de andre i familien, vil hvalpene også forsøge at gøre. Da det sociale samspil er venligt og harmonisk, lærer hvalpene at være venlige, samarbejde og undgå konflikter. De lærer sociale færdigheder ved at lege med forældrene og de ældre søskende. Jagten læres naturligvis først og fremmest, ved at de yngre gør som de ældre.

Din rolle spiller en rolle

Hvordan du er sammen med din hund, er vigtigst, mens den er hvalp, men også efterfølgende spiller det en større rolle, end man hidtil har troet. Hunden efterligner, hvordan du fungerer socialt. Er du venlig, får du en venlig hund.

Mange hundeeksperter tror, at hunden bliver problematisk, hvis man ikke er streng og sætter den på plads. Det er forkert. Du kan roligt forkæle din hund og behandle den venligt. Det gør den ikke aggressiv, men bare rar. Aggressivitet kommer ikke af, at man forkæler løs og er rar. Det kommer snarere af, at man er for krævende, korrigerende og autoritær. Der findes en konstateret sammenhæng mellem autoritær opdragelse og problemadfærd – både hos hunde og børn.

Rollemodel fra dag ét

Når en hundehvalp knurrer, viser tænder og ser rigtig arrig ud, fordi du kommer for tæt på madskålen eller dens kødben, bør du overveje følgende: Hvis du reagerer på hvalpens advarsel ved at blive vred på den, så lærer den, at man skal være aggressiv og vogte strengt over alt, hvad der er ens eget. Gør du ingenting, så lærer hunden at være venlig, og at man ikke behøver at vogte over sine ting.

Du er rollemodel fra dag ét. Pas godt på den rolle – så får du en velfungerende hund med gode sociale kompetencer.

Læs også artiklen 'Kønsroller hos ulve'

Læs flere artikler af Anders Hallgren

Vælg bidrag

Vælg det beløb du ønsker at give i bidrag